Af Mette Silesen, Future Navigators

Med overgangen til industrisamfundet kom sportscentrene til, fordi vi som konsekvens af mere stillesiddende arbejde fik et behov for at bevæge vores kroppe. På samme måde er det naturligt, at vi med den teknologiske udvikling og en udbredt online livsstil nu også har fået et behov for at træne nærvær. Digitalisering er dog ikke det eneste vilkår, som peger mod et øget behov for at vende blikket indad. Få her et indblik i tre af fremtidens helt tunge trends, som giver god grund til at træne nærvær – og kom selv på flere!

1. High tech – high touch 

Fremtiden er “high tech – high touch”. Fremtidsforskere har siden starten af 80’erne set på balancen high tech – high touch: At jo mere teknologisk verden bliver, jo mere får vi brug for “touch” – nærhed, berøring, dybde, natur, sansning, stærke relationer, m.m. I daglig praksis betyder det for eksempel, at jo længere tid du har siddet limet til skærmen på kontoret, jo længere skal krammet vare, når du kommer hjem. Det er faktisk når hovedet summer, blodet pumper, tempoet er højt og to-do-listen lang, at du har allermest brug for nærvær. Brug for at trække dig, zoome ud og give dit sind en pause. I en sådan situation vil en meditation, udover at styrke din koncentrationsevne, have til formål at sænke stressniveauet og stilne sindet.

2. Patchwork karrierer

En anden grund til at prioritere en daglig meditation er, at det bringer dig i kontakt med din indre kerne. Det er via meditation, at vi kan nå ind til de dybere lag af os selv og komme i kontakt med vores passion og indre motivation. Og det får vi i den grad brug for i fremtiden, hvor det personlige ansvar får større og større betydning. Vi kommer blandt andet til at vinke endeligt farvel til lønmodtagerkulturen, som vil blive erstattet af pathwork karrierer. 

I fremtiden er et arbejde ikke noget vi får, men noget vi skaber. Vi springer ud som iværksættere, arbejder deltid og “kvarttid” og sammensætter vores karriere ud fra, hvor vi er og hvad der giver mening lige nu. Det bliver for eksempel helt normalt at være både forretningskonsulent, yogainstruktør og smykkedesigner, eller tage en pause fra arbejdsmarkedet for at videreuddanne sig og fokusere på familien. Men når grænserne brydes ned og “alt bliver muligt”, bliver det afgørende, at du selv kan definere “hvad det er, du laver” og har styr på din retning. Har du ingen indre drivkraft, bliver det svært at holde fokus og holde dig kørende på den lange bane. Derfor bliver indrestyring – som du finder og udvikler via meditation og mindfulness – så afgørende.

3. Det lange liv

Den sidste hårde trend, som jeg vil fremhæve, er det lange liv. Flere mennesker lever længere. Om 20 år vil cirka 25 procent af befolkningen være over 65 år, og allerede i dag er flere mennesker over 60 end under 15. Det lange liv er en fantastisk ting og en evolutionær milepæl. Men udfordringen er nu, at det lange liv ikke bare bliver flere år, men flere gode år – ikke (bare) mere, men bedre. Og her kommer meditationen igen til sin ret. Neuroforskeren Richard Davidson har igennem flere undersøgelser påvist, hvor stor betydning nærværstræning har for vores fysiske sundhed. 

I en undersøgelse, som varede otte timer, sammenlignede han 40 personer, hvoraf halvdelen deltog i forskellige former for nærværstræning: guidede meditationer, meditative gåture og lektioner om meditation. Den anden halvdel lavede ligeså afslappende aktiviteter, bare uden meditationen. Efter de blot otte timer kunne man måle et markant fald i inflammmation hos de personer, der havde lavet nærværsøvelser, hvorimod der ingen forskel var at spore hos de personer, der bare havde slappet af. En anden undersøgelse viste, at regelmæssig meditation (over minimum fire år) kan markant modvirke det aldersrelateret fald af den grå substans i hjernen, som styrer de fleste af kroppens centrale funktioner, så som syn, hørelse, tale og bevægelse (Time, 23. februar 2015).

Læs også denne artikel om meditations positive påvirkning på vores immunforsvar.

Kom godt i gang!

Den mest effektive måde at gøre en aktivitet til en vane på er at “time-blocke”, det vil sige at give plads til aktiviteten i kalenderen og gøre den hver dag på samme tidspunkt, for eksempel en meditation hver dag efter tandbørstningen om aftenen. Derudover kan det motivere og gøre det “sjovere” at logge din træning, så du kan følge din udvikling og eventuelt dele og sparre med vennerne eller kollegerne, helt ligesom du måske tracker dit løb med Endomondo. Tre gode bud på mindfulness apps er Omvana (stort udvalg af guidede meditationer på engelsk), Mindfulness Daily (guidede meditationer på engelsk, kalenderlog og notifikationssystem, hvor du får reminders om at mærke efter, tage en dyb indånding eller en kort meditation i løbet af dagen) og Mindfulness Appen DK (guidede meditationer på dansk).